Sidst opdateret:
28-06-2005

Velkommen til God skatterevisionsskik

Skatterevisorforeningen har igangsat et arbejde med at fastsætte regler for god skatterevisionsskik.

På denne side kan du komme med bidrag til debatten, samt læse de bidrag der allerede er kommet. Vil du sende bidrag kan du gøre det til Kim Tolstrup.

Hvis der kommer kommentarer bliver de optaget i slutningen af det indlæg der gav anledning til kommentarer.

Vi lukker for bidrag ved udgangen af juli måned 2005.

Lagt på nettet: 03-06-2005

Hvad God Skik kan og ikke kan

Efter at have genlæst Skatterevisorforeningens debatoplæg vedrørende en standard for god skatterevisionsskik, fik jeg en ubetvingelig trang til at stille et spørgsmålstegn ved fænomenet. Opfordringen til at indsende debatindlæg er derfor ikke spildt på undertegnede :-)

Jeg har for det første et problem omkring hvilken rolle den gode skik skal spille, herunder hvordan den eventuelt skal manifestere sig over for offentligheden.

Jeg tror jeg ”spoler en omgang tilbage”, for selv om jeg ikke har deltaget i Skatterevisorforeningens arbejde omkring god skik, men var dog med den 14. august 2000, da Danmarks Forvaltningshøjskole sammen med repræsentanter fra Told- og skattestyrelsen, Skattechefforeningen og Skatterevisorforeningen initierede et arbejde om ”God skatterevision”, der rejste følgende spørgsmål:

Hvad er god skatterevision, nu og i den overskuelige fremtid?
Hvilke konsekvenser har dette for den ideelle skatterevisoruddannelse?

Flere møder blev afholdt og adskillige interesserede indsendte personlige bud på besvarelsen af de 2 nævnte spørgsmål. Det var ikke muligt at opnå 100% enighed i den entusiastisk arbejdende arbejdsgruppe, men der kom på et tidspunkt et dejligt operationelt oplæg fra Jørn O. Dysted, gående ud på, at der i første omgang skulle udarbejdes en bredt formuleret ”god skik”. Denne brede standard skulle så udfyldes af nogle ”standarder”, der igen skulle nedbrydes i ”vejledninger”. Se nærmere herom i en artikel i Skatterevisoren af Jørn O. Dysted og Michael Koch Hansen. Det er i hovedtræk samme fremgangsmåde som Skatterevisorforeningen nu kalder til debat omkring. Mere om dette senere.

Efter min hukommelse diskuterede vi i denne gruppe også om der skulle afgives erklæringer om den udførte revision og om der skulle være sanktioner ved for dårlig skatterevision.

Mit hovedproblem med den omtalte artikel var og er, at jeg ikke forstår nødvendigheden og hensigtsmæssigheden af at skatterevisor udarbejder en særskilt erklæring omkring den udførte revision. Denne erklæring er heller ikke rigtig med i Skatterevisorforeningens oplæg, hvorfor den formentlig er ”død”. Så unaturlig den var, tjente den dog et formål om at løfte kvaliteten af dansk skatterevision. Ved at tvinge skatterevisor til at ”gå planken ud” med en eksplicit melding: ”Jeg udfører kvalitetsarbejde”, skabes en åbning, som skatteydernes rådgivere nok skal vide at udnytte, hvor der alligevel er mangler. Resultatet heraf kunne som sagt være et kvalitetsløft.

Når denne vej ikke var og er farbar på det foreliggende grundlag, skyldes det mange forhold, overvej blot:

Hvordan skal skatteyder forholde sig til en afsluttet revision, hvor skatterevisor vælger IKKE erklærer sig om overholdelse af god skik?
Hvad mener ”bygherren” om, at ”håndværkeren” insisterer på at levere et produkt med nøje definerede specifikationer som ”bygherren” ikke har bedt om? Eller at ”håndværkeren” ikke vil levere det produkt ”bygherren” vil betale for? Eksempel: ”Service” ses som integreret i kontrolstrategien af ministeren men dette negligeres af ”håndværkeren”, der insisterer på at ”male huset skrigrødt”.
Er eksplicitte erklæringer overflødige, al den stund at vi har lovgivning om offentlige myndigheders administration? Hvis dette er tilfældet, er ”god skatterevisionsskik” så blot administrativt selvsving? Er det mon godt at skrive noget til skatteyderne, som rådgiver derefter kan forklare til sin klient med: ”Næh, jeg tror heller ikke det betyder andet end, at de har god tid”. Husk, at en erklæring skal opfylde sit formål i en situation, der ofte er meget præget af konflikt! I bedste fald tilføjer rådgiveren måske: ”.. og at de anstrenger sig for at levere et godt stykke arbejde”. Lad os håbe, at rådgiver ikke har brug for at fremstille revisionens resultat i et ufordelagtigt lys eller har oplevet uprofessionel optræden!

Det foreliggende oplæg nøjes med at konstatere, at: ”Skatterevisors underskrift på de afsluttende dokumenter tages, hvis ikke andet er oplyst, som udtryk for at skatteansættelsen i et nærmere defineret omfang, for så vidt angår indkomstår og revisionsområder, er revideret i overensstemmelse med god skatterevisionsskik”. Det mindsker naturligvis ”smerten”, og man kan godt (og bør vel også) meddele sig om forhold, hvor en god skik er overtrådt, uden nødvendigvis at nævne selve ordet ”skik”.

Dette efterlader dog ”god skik” i et tomrum, der fik flere paneldeltagere på landsmødet til at efterspørge konsekvenser for den skatterevisor der ikke overholder standarden. Dette synes heller ikke let at gennemføre. Vil Skatterevisorforeningen ekskludere medlemmer der er skatterevisions-undermålere? Vil hvervgiver acceptere, at det på meddelelser til skatteydere anføres: ”Ekskluderet af Skatterevisorforeningen” eller tilsvarende? Hvad med den skatterevisor der ikke ønsker medlemskab af foreningen?

Disse betragtninger baserer sig naturligvis på opstillingen på dagens ”slagmark”. Man kan selvfølgelig sagtens tænke sig et anderledes set-up, hvor ansættelsesvilkårene for offentligt ansatte revisorer indbefatter krav faglig autorisation og hvor en privat forening vedligeholder og håndhæver en standard for faglig kvalitet. Det er faktisk ret let at forestille sig, for sådan fungerer det jo allerede for private revisorer. Dette kan dog ikke løses med Skatterevisorforeningens oplæg.

God skatterevisionsskik er derfor nok mest til indvortes brug. Hvordan klarer oplægget sig da i den belysning?

Efter min mening er den nedskrevne standard et skikkeligt væsen, der har søger at nedfælde dagens State of the Art metode på et kortfattet stykke papir. Værdien heraf er dog svær at vurdere, så længe de underliggende vejledninger og skabeloner som Leo Holm nævner i sit forord ikke er udarbejdede (Disse svarer fmtl. reelt til de i Jørn O. Dysted og Michael Koch Hansens artikel nævnte standarder og vejledninger).

Værdien af alene at vedtage oplægget er umiddelbart lig nul, fordi gode skatterevisorer allerede laver den gode revision og de dårlige kan ignorere skikken. Efter min mening er det således for let blot at konstatere, at det er ”..vores faglige stolthed”, der ryger, hvis der begås vold mod ”skikken”. Hvem opdager det således, hvis skatterevisor NN ikke overvejer IT-anvendelsen i revisionen? NN opdager det formentlig ikke engang selv og det var jo det der var pointen?

Om vejledningerne og skabelonerne, når de engang er udarbejdet og vedtaget, selv uden erklæringer og sanktioner kan skabe bevægelse hos de skatterevisorer, der måtte have behov derfor, kan man selvfølgelig ikke vide på nuværende tidspunkt. Det imidlertid man kan overveje er, om skatterevisionen i Danmark har problemer der kan løses ved indførelsen af en god skik med tilhørende vejledninger mv. Jeg tror, at man i den forbindelse skal huske på, at en god skik der er defineret som: ”… de principper som til enhver tid er accepterede og anvendt af kyndige og ansvarsbevidste skatterevisorer”. Det er ikke så proaktivt! Det er, som nævnt, i første række de skatterevisorer der ikke er up to date med deres revision, der kan tænkes at kunne forbedres med en kodificering af gældende god praksis. Det er straks sværere at forbedre den ”gode” revisionsproces, altså at udvikle State of the Art revisionen. Der er formentligt behov for begge dele, så der kan argumenteres for indførelsen af ”den gode skik”. Personligt har jeg bare altid syntes at det var mere interessant at forsøge at påvirke State of the Art revisionen.

Hvor kunne dansk standard skatterevision have brug for et løft? Efter min mening hovedsageligt:

IT-teknisk. Valget af IT-bannerføreren Flemming Poulsen som årets skatterevisor er næppe tilfældigt. Der skal mange flere Flemming’er til!
Kvalitetsmæssigt, her forstået som kvalitet i retning af ISO-standarderne. Det kan være det samme som ligger i de endnu ikke eksisterende ovennævnte vejledninger og skabeloner, men det kan også bruges som løftestang for indførelse af nye arbejdsrutiner som IT-revision, dokumentation for revisionen ved statistisk metode etc.
Service, idet jeg sagtens kan se kontrolværdien af service-vinklen. Konsekvenserne er imidlertid (formentlig) vidtrækkende for organiseringen af arbejdet.

Et eller flere steder i punkterne 1-3 ovenfor vil mange ”bonus pater” skatterevisorer ”stige af”, hvorfor implementering via en god skik er tvivlsom.

Sat på spidsen, har ganske mange bonus pater skatterevisorer fx kunnet ignorere IT igennem ganske mange år.

God skik er altså ikke interessant for ”samfundsomstyrtere” som undertegnede, dér er ad hoc projekter som gode gamle ”Revision 89” (som det vist hed), måltalsudmeldinger eller håndfaste krav til revisionen fra hvervgiveren langt bedre.

En god skik kan få et eventuelt ”efterslæb” til at slutte bedre op bag hovedfeltet, men kan kun i begrænset omfang pace hovedfeltet. Det er ikke det samme som, at en god skik er uanvendelig, men hvis man også har andre problemer, bør man også overveje andre tiltag, jf. det lidt bredere kommissorium for arbejdsgruppen fra 2000.

Det var mine tanker om standarden for god skatterevisionsskiks overordnede rolle. Jeg har også nogle kommentarer omkring:

Er ”etik” andet end et plusord i forordet?
Betydningen af den valgte overordnede kontrolstrategi er uklar
Standardiseret organisering af arbejdspapirer, men det er fmtl. tænkt omfattet af en efterfølgende vejledning. Bør der for resten ikke være en angivelse af, at disse vejledninger er en integreret del af standarden?
Er det altid nødvendigt at aflægge en revisionsrapport, når en sag afsluttes? Jeg kan se behovet for at fortælle hvad der er udført, men ligefrem en rapport? Da det vel er ”god etik” at sikre en transparent revisionsproces i videste forstand, bør den gode skik vel betone oplysning om i hvilket omfang andre myndigheder kan genoptage kontrollen.
Langt større fokus på revisionen som dynamisk og skalerbar proces – altså

løbende vurdering af fx IT anvendelsen, ikke kun ”..så tidligt i forløbet som muligt”,

afbrydelse af revisionen når formålet/kontrolstrategiens formål er dokumenteret opfyldt – uanset den vedtagne og udmeldte plan,

tydeligere angivelse af at små revisioner kan gennemføres på en eftermiddag (dog formentlig eksklusive afrapportering)

I løbet af debatten på landsmødet fik jeg ikke samlet mig sammen til at kommentere udsagn om:

Vi laver de fleste revisioner hjemme (som jeg hørte det)
Ressourcehensynet

Det forekommer mig utroligt, at der stadig er steder hvor de fleste revisioner laver hjemme i forvaltningen! Løsningen på de små sager er ikke – efter min mening – at lave dem hjemme. Det er efter undertegnedes personlige erfaring, altid en fordel at få forklaringen på stedet. Også i henseende til at sparetid. Det skal så lige bemærkes, at jeg aldrig har revideret virksomheder af typen ”udlejningsejendom med bogholderi i en slunken plastic-pose” og heller ikke interesserer mig for denne kategori.

At det er utænkeligt at en privat revisor skeler til ressourcerne medfører bestemt ikke, at det er odiøst for en skatterevisor at gøre det samme.

Alt i alt synes jeg at man kan se den gode skiks eksistensberettigelse, men vi trænger til at komme et spadestik dybere – først og fremmest skal der findes et overbevisende formelt set-up, dernæst skal vi se at få lavet de underliggende vejledninger etc, så der er noget konkret at forholde sig til.

Med venlig hilsen
Michael Gade
Lektor på Danmarks Forvaltningshøjskole, Den skattefaglige diplomuddannelse

Kommentar:

Tak til Michael Gade for et indlæg, der sætter fokus på, om der ikke er brug for sanktionsmuligheder, hvis den gode standardrevisionsskik ikke overholdes af skatterevisoren/-medarbejderen, og om brugen af IT er tiltænkt den rigtige rolle i skatterevisionen.

Michael Gade slutter sine betragtninger af med et par specifikke kommentarer, som vi afslutningsvist vil kommentere.

Michael Gade rejser spørgsmålet om ”standardens” formelle placering , et spørgsmål der også blev rejst på landsmødet. Det er SRF´s formål med denne standard, at vi hermed får en kollegial kodex for et kvalitetsmæssigt godt arbejde. Det skal i den forbindelse huskes, at skatterevisorer er ansatte i den offentlige forvaltning. I konsekvens heraf er vi underlagt såvel skrevne som uskrevne regler for god sagsbehandling. Skatterevisorer er også medarbejdere med overordnede chefer, der har ansvar for, at arbejdsopgaverne løses optimalt. Eventuelle sanktioner er således ledelsens ansvar og ikke et forhold for SRF.

Endvidere vil vi godt sige, at vi har større tillid til skatterevisorstanden end Michael Gade tilsyneladende har. Vi tror faktisk at der langt de fleste steder i landet udøves kvalificeret skatterevision ud fra de givne forudsætninger. Hermed mener vi, at selvom ikke alle skattemyndigheder har investeret i diverse mere eller mindre forkromede edb-revisionsværktøjer, så er det for det første de betingelser vores medlemmer ofte arbejder under, og for det andet skal man lige huske på, at edb-værktøjer jo netop bare er et værktøj…..det kan ikke noget vi ikke selv kan manuelt, manuelt tager blot længere tid – men gør ikke nødvendigvis kvaliteten af den udførte revision ringere.

Vi vil også godt gentage noget af det der blev sagt ved præsentationen på landsmødet:

”God Skatterevisionsskik Under dette pkt. har vi beskrevet hvad vi mener der er god skatterevisionsskik, hvad forstår vi herved og hvad omfatter dette. Altså en overordnet erklæring. Det vil sige hvad kan man med rette forvente at skatterevisor har gjort inden der træffes afgørelse

Skatterevisionsprocessen
Er den mere praktiske del af standarden for god skatterevisionsskik …….Det er med andre ord her, at den gode skik konkretiseres og gøres operationel for at sikre, at arbejdet udføres på det valgte kvalitetsniveau”.

Vi tror det er vigtigt at man holder sig ovenstående for øje, derhen det kun er den sidste del, altså beskrivelserne omkring processen der er operationelle og at det er tanken der efterfølgende vil skulle komme yderligere vejledninger på en række områder, og vil da gerne opfordre medlemmerne til at komme med forslag hertil. Når vi bringer dette i erindring, så skyldes det, at Michael Gade i sit indlæg, flere steder synes at påpege mangler og at komme et spadestik dybere – vi er ikke uenige heri, men standarden for god skatterevisionsskik skal jo ikke samtidig redegøre for anvendelsen af edb-værktøjer i revisionsprocessen i detaljer – det hører ikke hjemme her, men i en selvstændig vejledning. Så første emne til en vejledning er måske givet !

Vi indrømmer, at Michael Gade rammer lige ind i en vigtig diskussion, som også har været tilstede under udvalgets arbejde – nemlig hvordan forholder SRF sig til, at et medlem – en skatterevisor – ikke overholder den vedtagne skik for god skatterevision. Altså de rammer som vi selv har sat op for vores arbejde, og som angiver, at skatterevisionen er udført med kvalitet, dialog, retssikkerhed og branchemæssig etik for øje. Kan SRF som forening tåle, at et medlem bevidst eller ubevidst ikke følger den standard, som er accepteret af medlemsskaren?

Ønsket om at udføre sanktioner opstår sandsynligvis ved at skele til lignende foreninger på området. Disse har som sådan ikke mulighed for at give sanktioner, men har dog alligevel en vis indflydelse på sanktionen, idet foreningerne afgiver en udtalelse til brug for den disciplinære afgørelse.

Med hensyn til dine tanker omkring fremtiden og en egentlig faglig autorisation og muligheden for at miste denne, så synes vi at det er en spændende tanke som vi kun kan bakke op om, om end at den nok ikke ligger lige om hjørnet.

Først skal det afklares, hvilken rolle SRF spiller i forhold til skatterevisionens udførelse. Skatterevisionen udføres som en del af arbejdsforholdet mellem den pt. kommunale eller statslige arbejdsgiver og skatterevisoren. SRF er et forum, hvor der bl.a. kan hentes faglige kompetencer, udveksles erfaringer og diskuteres rammer for arbejdets udførelse – fx i relation til skatterevisionen, og det er på baggrund heraf, at der kan opstilles en standard for god skatterevisionsskik. Standarden er et udtryk for, at foreningen understøtter det daglige arbejde.

Det er vigtigt at huske, at en vedtagen standard kun opnår realitet, når den accepteres og anvendes af medlemmerne. Det vil altid være en aftale mellem arbejdsgiver og skatterevisoren, hvordan arbejde som skatterevision udføres, og SRF har ingen indflydelse på organiseringen af arbejdet i skatteforvaltningen. Det vil derfor være omsonst, at foreningen tager stillingen til sanktionsmuligheder, idet det kun er arbejdsgiveren, der reelt kan udføre sanktioner over for skatterevisoren, såfremt arbejdet ikke udføres som aftalt. Med standarden har arbejdsgiveren dog fået et værktøj til at vurdere kvaliteten af det udførte arbejde, idet denne er udtryk for hvad arbejdsgiveren berettiget kan forvente af en skatterevisor.

Men tilbage til spørgsmålet om, hvad der skal ske med medlemmer, der ikke følger standarden. Skulle der ske det, at medlemmerne trods accept af standarden i foreningens regi, ikke følger den i praksis, så bliver den gode skatterevisionsskik jo udvandet for til sidst ikke at eksistere, og det kan ingen medlemmer jo være interesserede i. Standarden er kun noget i kraft af os selv, og standarden påskønnes først af omverdenen, hvis de involverede lever op til fastsatte retningslinjer. Standarden anmoder derfor i sidste afsnit medlemmerne om at efterleve skikken, hvilket bør understreges.

Vi kan derfor kun opfordre til selvjustits og debat, for standarden er også udtryk for den dynamik, som løbende udvikler skatterevisionen. Debatten vil også åbne op for en definition og klarlægning af fremtidens State of the Art for skatterevisionen, som Michael Gade gentagne gange har efterlyst.

Med hensyn til brugen af IT, så er det SRF’s opfattelse, at IT skal bruges i skatterevisionen, hvor det er hensigtsmæssigt, og at det som oftest vil være hensigtsmæssigt at bruge IT gennem hele processen, idet IT understøtter de handlinger, der skal foretages under skatterevisionen, ja i visse typer af sager er det vel et must, når man samtidig henser til hvilke ressourcer der er til rådighed og man samtidig ønsker at holde et vist kvalitetsniveau.

Vi er enige med Michael Gade, at det bør fremgå tydeligere af standarden, hvordan IT skal indgå i skatterevisionsprocessen, men det er helt klart, at det afsnit, som Michael Gade fremhæver under afsnit 2.2 om planlægning, handler om, at IT skal inddrages i planlægningen så tidligt som muligt for at få fuldt udbytte af de muligheder der ligger heri. Og det kan vi forhåbentlig kun alle være enige om.

Det betyder, at IT-redskaber ikke ignoreres, men skal indgå i standarden for god skatterevisionsskik på lige fod med andre redskaber som er med til at understøtte revisionsprocessen.

Når disse ting så er sagt, så må vi alle forholde os til det faktum, at ”idealsituationen” kræver at arbejdsgiveren foretager de nødvendige investeringer, det være sig såvel i hard- og software som i uddannelse og efteruddannelse af skatterevisorerne. I relation til uddannelsen ligger bolden vel til dels hos Danmarks Forvaltningshøjskole, idet man vel berettiget kan spørge om anvendelsen af edb-revisionsværktøjer ikke bør indgå som en integreret del af grunduddannelsen, og i særdeleshed på faget ”Skatterevision”. I dag undervises der ganske lidt i hvorledes excel kan anvendes som revisionsværktøj, men overhovedet ikke i anvendelsen af anerkendte værktøjer som f.eks. Idea, ACL m.fl.

Ingen kritik af Danmarks Forvaltningshøjskoles dispositioner, men det er jo vanskeligt at stille krav om anvendelsen af edb-revisionsværktøjer i processen, hvis de skatterevisorer der skal anvende disse ikke er uddannet i brugen af disse ! Hvis det skal være naturligt for alle skatterevisorer at anvende edb-revisionsværktøjer må man berettiget kunne forvente at udannelsen heri ligger i grunduddannelsen (Den skattefaglige diplomuddannelse).

Nu til de specifikke kommentarer:
Ja, etik er stort ord; måske også lidt farligt. Etik kan defineres som en opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, og eftersom skatterevisionsskikken indledes med ordet ”god”, så antager vi, at der er tale om den rette sammenhæng for arbejdets udførelse. Hvis vi gennemfører skatterevisionen på baggrund af de retningslinjer, som fremgår af standarden, så er vi også sikre på, at skikken er accepteret.

Vi håber ikke, at kontrolstrategien (red: i standarden benævnt revisionsstrategien under afsnit 2.2) er uklar. Måske kan MG komme nærmere ind på, hvordan uklarheden fremstår? Eftersom man kun kan (kalde sig skatterevisor) blive medlem af SRF ved at have gennemgået skatterevisoruddannelsen/den skattefaglige diplomuddannelse eller lignende, så anser vi det for afdækket i undervisningen, hvilke revisionsstrategier der findes og kan anvendes; herunder at man har tillært sig redskaber til at afgøre hvilke strategier der matcher bedst til den relevante situation.

Organiseringen af arbejdspapirer er tænkt omfattet af god sagsbehandlingsskik i afsnit 2.4, men det er muligt, at det skal fremgå tydeligere af standarden.

Om der altid skal aflægges et skriftligt arbejde til dokumentation af skatterevisionsprocessen kan vist ikke diskuteres, og standarden opfordrer gentagne gange til at tilpasse arbejdet til den konkrete sag.

Udsagnet om, at de fleste skatterevisioner laves hjemme, vil nogle skatterevisorer nikke genkendende til, mens andre vil afvise dem på det kraftigste. Det er SRF’s opfattelse, at standarden kan hjælpe de skatterevisorer, som savner rammerne for en skatterevision, på vej, således at vi ikke fremover skal høre lignende udsagn.

Og ressourcehensynet i skatterevisionsprocessen er i bund og grund en politisk diskussion, som vi ikke skal påbegynde nu.

Endnu en gang tak for dit bidrag.
På hovedbestyrelsens og arbejdsgruppens vegne
Leo Holm/Kim Tolstrup

Lagt på nettet: 02-06-2005

Kommentarer til oplægget om Standard for God Skatterevisionsskik

Helt overordnet er jeg enig i behovet for en standard for god skatterevisionsskik (og for den sags skyld også en standard for god skatterevisorskik, der beskriver standarden for skatterevisors handlemåde), men jeg har nogle kommentarer til det oplæg der nu foreligger:

1. Som standarden foreligger nu er den udmærket til at regulere skattekontrollen af større selskaber, men giver kun sparsomme retningslinier for skattekontrollen af mindre selskaber og personlige erhvervsdrivende (for slet ikke at nævne lønmodtagere og hovedaktionærer).

2. Mere specifikt er jeg lodret uenig i definitionen på skatterevision som i oplægget er beskrevet således:

Skatterevision er de revisionsmæssige undersøgelser, der, under hensyntagen til væsentlighed og risiko, er nødvendige for at erhverve en begrundet overbevisning om, at virksomhedens faktiske vare- og pengestrømme er korrekt registreret. Skatterevision omfatter endvidere gennemførelse af de nødvendige undersøgelser af, at virksomhedens skattepligtige indkomst er opgjort i overensstemmelse med de til enhver tid gældende skatteregler. Ved skatterevisionen skal skatterevisor sikre sig dokumentation for fejl og mangler.”

Jeg er specielt uenig i formuleringen ”…erhverve en begrundet overbevisning om, at virksomhedens faktiske vare- og pengestrømme er korrekt registreret…” som jeg plejer at omformulere til ”husk lige at opgøre de udeholdte indtægter med tilhørende bilag” (eksterne regnskabsrevisorer ville aldrig påtage sig den opgave selv om – eller måske netop fordi - de har et indgående kendskab til virksomheden). Jeg er fuldt ud klar over at formuleringen er taget fra et TSS Cirkulære fra 1999 (se nedenfor), men det gør ikke problemet mindre.

TSS-Cirkulære 1999-06: Retningslinjer for skatteansættende myndigheders registrering af ressourceanvendelse, omsætningstal og kontrolprocesser ved selskabsligningen (”Ved en revision forstås handlinger, der under hensyn til væsentlighed og risici, er nødvendige for at erhverve en begrundet overbevisning om, at selskabets vare- og pengestrømme er korrekt registreret.”)

Det egentlige problem er at udenforstående forventer at vi får en ”begrundet overbevisning” selv om sandheden er at vi højst kan opnå at ”sandsynliggøre” og at vi bør konkretisere hvad grundlaget for denne sandsynliggørelse faktisk er. Konkret bør der tilføjes eller henvises til følgende formulering:

”Sandsynliggørelsen af, at der ikke er (væsentlige) udeholdte indtægter, består i en vurdering af de interne (system)kontroller, f.eks. anvendelse af kasseapparat, og vurdering af de logiske sammenhænge i det aflagte regnskab, f.eks. dækningsbidrag eller lønandelen af omsætningen.”

Da skattekontrollen er en efterfølgende (historisk) kontrol i modsætning til momskontrol og arbejdsgiver/indberetterkontrol som er tidstro (online) kontrol er skattekontrollen og de tilhørende hjemler ikke velegnede til at afdække udeholdte indtægter via ”…virksomhedens faktiske vare- og pengestrømme…”. Her er de tidstro (online) kontroller som moms- og arbejdsgiverkontrol meget mere velegnede.

Af de nævnte grunde bør formuleringen omkring ”…opgjort i overensstemmelse med de til enhver tid gældende skatteregler…” være første led i definitionen af skattekontrol (-revision), således at formuleringen bliver følgende:

Skatterevision er de revisionsmæssige undersøgelser, der, under hensyntagen til væsentlighed og risiko, er nødvendige for at erhverve en begrundet overbevisning om, at virksomhedens skattepligtige indkomst er opgjort (som beskrevet nedenfor) i overensstemmelse med de til enhver tid gældende skatteregler. Skatterevision omfatter endvidere gennemførelse af de nødvendige undersøgelser (som beskrevet nedenfor) for at sandsynliggøre, at virksomhedens faktiske vare- og pengestrømme er korrekt registreret. Ved skatterevisionen skal skatterevisor sikre sig dokumentation for fejl og mangler.”

”Det sikres at virksomhedens skattepligtige indkomst er opgjort på grundlag af regnskab, bogføring og dokumentation i form af bilag.”

Formuleringen omkring grundlaget for opgørelsen af den skattepligtige indkomst retter sig specielt mod virksomheder, der ikke er omfattet af revisionspligt og kan med fordel indsættes direkte i definitionen på skattekontrol/-revision.

3. På side 5 i andet afsnit står der i sidste linie … endelig afgørelse af den undersøgte virksomheds skatteansættelse. Det bør vel rettelig være …endelig afgørelse om den undersøgte virksomheds skatteansættelse.

4. Da den nye retssikkerhedslovgivning fastlægger kravene til tvangsindgreb/beslaglæggelse ret præcist bør der tilføjes en henvisning til loven i første afsnit på side 7 i notatet således:

”Det indledende møde gennemføres som en del af planlægningsfasen og så vidt muligt på virksomhedens adresse. Virksomheden underrettes herom på normal vis ved åbningsskrivelse. Åbningsskrivelsen og kontrolbesøget i øvrigt skal opfylde Retssikkerhedslovgivningens regler om tvangsindgreb/beslaglæggelse. Der kan i forbindelse med det indledende møde indhentes supplerende materiale til brug for endelig fastlæggelse af revisionsstrategien.”

Hvis ovenstående giver anledning til spørgsmål er De velkommen til at kontakte undertegnede

pr. email Jess.Moller.Carlsen@ToldSkat.dk eller på Telefon +45 72 37 35 12 efter 12. juni 2005.

Kommentar:

Først og fremmest siger vi tak fordi, du har haft lyst og energi til at deltage i debatten. Du er på den måde med til at forbedre kvaliteten i standarder for god skatterevisionsskik.

Lad os indledningsvist slå fast, at hensigten med standarden aldrig har været en detailregulerende revisionsvejledning, men derimod på et overordnet niveau at fastsætte en standard for hvad der er god skatterevisionsskik – denne må så som det anføres i oplægget – naturligvis tilpasses de konkrete forhold, herunder bl.a. spørgsmålet om størrelsen af virksomheden som du nævner i dit pkt. 1. I et vist omfang sætter standarden således rammer for god skatterevisionsskik i stedet for decideret detailregulering. Så dermed er vi ikke enige med dig i at standarden mangler noget i forhold til selskaber og personligt erhvervsdrivende – standarden er og bør efter vores opfattelse være den samme, med den naturlige forskel der ligger i om man reviderer en stor international koncern eller det lokale pizzaria. I den forbindelse bemærkes at der så vidt vi ved helle ikke sker en sondring som den du er inde på hos de eksterne revisorer.

Derudover rejser du to ting:

Begrundet overbevisning contra sandsynliggørelse i dit pkt. 2:
Som vi forstår din indvending mod definitionen af skatterevision er der vel reelt tale om, at du er fortaler for, at de revisionsmæssige undersøgelser kan opdeles dels i selve skattekontrollen/revisionen og dels i en kontrol af virksomhedens faktiske vare- og pengestrømme. Samtidig anser du kontrollerne for at have forskellige tidsdimensioner i form af efterkontrol og tidstro kontrol.

Vi tror ikke, at det er korrekt at foretage en sådan opdeling eller at en sådan opdeling sker i praksis. Det er vores opfattelse, at det optimale må være, at der foretages de revisionsmæssige undersøgelser, der under hensyntagen til væsentlighed og risiko, er nødvendige for at erhverve en begrundet overbevisning om, at virksomhedens faktiske vare- og pengestrømme er korrekt registreret.

Du har dog ret i, at der i praksis kan forekomme eksempler på, at en sandsynliggørelse vil være det højest opnåelige i den konkrete sag, men så foreligger der vel alt andet lige også en ”begrundet overbevisning”

Når det så er sagt, så er det jo rigtigt, at der er et specielt problem for så vidt angår udeholdte indtægter o.lign., og det er derfor også et af de områder hvor udvalget har anbefalet at der udarbejdes en revisionsvejledning på hurtigst muligt, som jo så i lighed til det vi kender fra de eksterne revisorer vil blive en ”udfyldende” del af den ramme der ligger i standarden.

Retssikkerhedslovens regler i punkt 4:
Det udvalg under SRF's hovedbestyrelse, som har lavet udkast til standard for god skatterevisionsskik, har haft en grundig drøftelse af detaljeringsgraden i den beskrevne standard. Efter den drøftelse blev man enige om, at det ville føre for vidt at nævne alle de relevante love, som vi som skatterevisorer opererer efter i hverdagen – herunder såvel den nye skatteforvaltningslov (tidl. skattestyrrelsesloven) som retssikkerhedsloven samt alle øvrige skattelove.

I forbindelse med udkastet til standardens pkt. 3.4 ”afslutning af revisionen, herunder afrapportering og dokumentation” har vi løst det problem, som du berettiget rejser ved at skrive; Ud over de dokumenter og sagsakter der skal udfærdiges i henhold til gældende lovgivninger…..”.

Noget tilsvarende skal selvfølgelig indarbejdes i forbindelse med revisionens opstart og en formulering i stil med den du foreslår synes vi som sådan er udmærket – det er dog efter vores opfattelse vigtigt, at formulering bliver tidsløs, forstået på den måde, at vi ikke skal hen og rette i standarden hver gang der kommer ny lovgivning.

Endnu en gang tak for dit bidrag,

På hovedbestyrelsens og arbejdsgruppens vegne
Leo Holm/Kim Tolstrup

Replik:

Tak for svaret på hjemmesiden 2-6-2005.

Jeg mener fortsat at hovedformålet med "Skatterevision er at erhverve en begrundet overbevisning om, at virksomhedens skattepligtige indkomst er opgjort i overensstemmelse med de til enhver tid gældende skatteregler." samt at hvis vi, som skatterevisorer, lover mere end vi kan holde, hvis vi siger, at vi kan "...erhverve en begrundet overbevisning om, at virksomhedens faktiske vare- og pengestrømme er korrekt registreret." (jeg mener at "sandsynliggøre" med en beskrivelse af de faktiske handlinger er så meget som man med rimelighed kan love).

At behandle udeholdte indtægter i en særskilt (skatte-)revisionsvejledning løser ikke problemet med mindre vejledningen nævnes i definitionen, da definitionen på skatterevision skal og bør stå alene (vores opdragsgiver - skatteministeren - læser kun definitionen og ikke alle de efterfølgende forbehold/modifikationer). Og det er netop selve problemet - og grunden til at skatteministeren er så begejstret for definitionen - alle tror at vi kan give garanti for at finde udeholdte indtægter ved skatterevision.

Og lige en serviceoplysning. I skriver i jeres svar følgende (min understregning):

"Så dermed er vi ikke enige med dig i at standarden mangler noget i forhold til selskaber og personligt erhvervsdrivende - standarden er og bør efter vores opfattelse være den samme, med den naturlige forskel der ligger i om man reviderer en stor international koncern eller det lokale pizzaria. I den forbindelse bemærkes at der så vidt vi ved helle ikke sker en sondring som den du er inde på hos de eksterne revisorer."

Jo der sker denne sondring efter om der er pålidelige interne kontroller (funktionsopdeling mv.).

Selskaber (og erhvervsdrivende med revisionspåtegning på regnskabet) får som minimum beskrevet de mangelfulde interne kontroller i revisionsprotokollen, som tilgår bestyrelsen/den øverste ledelse. Hvis den eksterne regnskabsrevisor finder, at problemet er væsentligt, kan det omtales under supplerende oplysninger i revisionspåtegningen (hvis revisor er enig i den regnskabsmæssige behandling) eller som et forbehold hvis revisor ikke er enig i den regnskabsmæssige behandling af effekten for værdifastsættelsen ("målingen") af aktiver og gæld.

Den eksterne regnskabsrevisor skelner således mellem virksomheder med pålidelige interne kontroller og dem uden og det får afgørende betydning for omfanget revisionen, da de manglende interne kontroller bevirker at der må udføres mere omfattende kontroller for at opnå en begrundet overbevisning om punkterne i revisionspåtegningen (som ikke omfatter "...at virksomhedens faktiske vare- og pengestrømme er korrekt registreret.", men alene en erklæring om at regnskabet er opgjort i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler).

Dette alene til orientering.

Med venlig hilsen
Jess Møller Carlsen
Statsautoriseret revisor (dep.), Specialkonsulent
ToldSkat Projektenheden
Erhvervsligningsprojektet
Telefon +45 72 37 35 12
Mailadresse: Jess.Moller.Carlsen@ToldSkat.dk

Duplik:

Tak for din replik. Vi mener som udgangspunkt fortsat ikke at den eksterne revisors standard for god revisionsskik er afhængig af typen af kunde, men den omfatter selvfølgelig kun de situationer hvor der er lavet revision, og dybden af denne afhænger ganske rigtigt af den interne kontrol, MEN den overordnede standard er den samme. Det skal dog ikke hindre os i at overveje dine kommentarer i det videre arbejde med standarden for god skatterevisionsskik.

Endnu en gang tak for dit bidrag.
På hovedbestyrelsens og arbejdsgruppens vegne
Leo Holm/Kim Tolstrup